C Mission, Sura og Soidam

soidam var et øjblik stille " jeg er ikke sikker men jeg kan ikke se andre måder" sagde han imens han stadig stirrede på træet

vinden blæste stadig, men åbningen i træets grene blev ved at være der

Sura så et øjeblik på Soidam og nikkede så '' Så må vi jo bare finde ud af det, men lad mig gå først '' Sura gik så langsomt hen mod træet mens hendes øjne fløj rundt, hun ledte efter spor på noget, bare et eller andet, der kunne bekræfte hendes mistanke. mens hun gik tog hun en kunai frem i den ene hånd.

soidam nikkede og fulgte efter han kigede også alle vegne han ledte især efter en ting ** hvis det her er fælde må jeg virkelig håbe på der er noget vand her** tænkte han og blev ved med at kigge rundt

Da de kom ind under laget af grene, faldt tæppet på plads bag dem. Her under tæppet var der et dæmpet grønligt lys, da alt lys fra solen skinnede igennem de grønne blade. De kunne se en hule indgang i bakke siden, den var holdt sammen af rødder der var blevet klippet fint så de blev til en slags vægge, gulv, og loft.

Sura så undrende rundt. hun var først blevet emget forskrækket da bladforhænget var gået for, men blev så grebet af den skønhed her egentlig var. dette kunne simpelthen ikke være noget ondsindet tænkte hun. det var alt for smukt til det.. "Hvad siger du..?" hun så på Soidam i det dæmpede lys. " skal vi gå ind eller?"


//Sorry.. var 100% sikker på det var Soidam's tur.. T.T min fejl..//

soidam kiggede undersøgende rundt et stykke tid men fik ikke øje på nogen fjender eller fælder han kiggede på sura og nikkkede " ja lad os gå ind men vi må være forsigtige" sagde han mens han stadig kiggede undersøgende rundt

Da de kom hen mod indgangen hørte de en stemme "I spiser noget, hverken plantet eller pløjet. Det er søn af havet, men hvis vand rør det, dør det. Hvad er det?".. stemmen lød rolig, uden meget følelse og dog på en mærkelig måde varm..

Sura stoppede forbløffet op, og kiggede efter stemmens ejermand, men uden held. så vendte hun sig og så spørgende på Soidam " Hva...." hun så forvirret ud og rynkede så panden let. Så gik hun tøvende videre. I hendes hoved kørte gåden som et hamster hjul, rundt og rundt. hvad betød det? hun stoppede igen. Det var måske et hemmeligt kodeord tænkte hun så. * Er vi mon fremme?*

soidam stoppede også op og kiggede rundt for at se vor stemmen kom fra men han kunne ikke se nogen han fulgte efter sura " måske er det en gåde vi skal svare på" sagde han stille til sura

De fortsatte ned i gangen, nu begyndte rødderne at forsvinde og gulvet var nu lavet af sammen presset jord, de gik nedaf og kom dybere ned i jorden.. De hørte igen stemme, den gentog hvad den havde sagt før "I spiser noget, hverken plantet eller pløjet. Det er søn af havet, men hvis vand rør det, dør det. Hvad er det?"

Sura stoppede op igen. hvad var det for noget det her? Sagte hviskede hun til Soidam " Det er måske et eller andet trick spørgsmål vi skal svare på for at vide om vi er venner eller fjender" hun kiggede igen rundt, hvis det kom til kamp hernede ville hendes bevægelsesfrihed være meget begrænset. De måtte finde på noget i en hvis fart hvis hendes teori var rigtig. men hvordan? igen tænkte hun over beskeden, men den gav ingen mening i hendes øre. hvad spiste de som ikke kunne tåle vand?

soidam nikkede" ja jeg tror du har ret" hviskede han til sura han kigeede undersøgende rundt ** vi må finde på noget det viller ikke være godt vis vi skulle kæmpe herinde** tænkte han og blev ved med at tænke på spørgsmålet

Gangen gik nu ikke længere ned af, den gik vandret. De kunne se lys for inden af gangen nu, et svagt blåligt skær.

Sura standsede og holdt en hånd op " Lad os lytte engang før vi går videre." sagde hun så, selvom hun godt vidste at hvis der var nogen dernede så havde de nok allerede hørt dem komme. Langsomt tog hun sin kunai ud af dens rem og koncentrerede sig om at lytte godt efter.

soidam nikkede "ja" sagde han stille og begyndte at lytte

De lyttede, de kunne høre den klukkende lyd af vand, samt den velkendte hvisken "I spiser noget, hverken plantet eller pløjet. Det er søn af havet, men hvis vand rør det, dør det. Hvad er det?"

Sura rynkede brynene, Søn af havet? is? hun skubbede den irriterende række af tanker væk "har du nogen idé om hvad stemmen snakker om?" spurgte hun så i lav hvisken " for ellers må vi nok gøre os klar til kamp" tilføjede hun. Gad vide hvad der ventede dem..

der bredte sig et lille og en smulle lettet smil på soidams læbber da han hørte lyden af vand " nej jeg aner det virkelig ikke og ja" sagde han alvorligt ** som manaki sagde ved vi jo ikke så meget om de her røvere så vidt vi ved kunne de jo være ret stærke** tænkte han og gik lidt længere frem

Den skumle hvisken stoppede, de kunne stadig høre lyden af vand... der var en nærmest indbydende stilhed..

Sura kiggede på Soidam " Havets søn kunne vel ikke være salt?" spurgte hun så med lidt tvivl i stemmen. Var det for sent at gætte? nåh, det kunne vel ikke skade " Salt!" sagde hun så, nervøs over om hun skulle have ventet til Soidam havde svaret. men det kunne vel ikke skade? de skulle derned alligevel..

soidam var stille han lyttede bare ventende ** det kunne godt være lad os se og håbe det ikke er for seent** tænkte han

Stemmen kom tilbage, denne gang med en let overrasket klang over sig "minsandten om ikke i gættede det... og så på første forsøg.. imponerende... træd ind i min hule, jeg vil tale med jer"

Sura kiggede på Soidam med et lettet, og lidt stolt udtryk i ansigtet. hun så spørgende på ham, men besluttede sig så for at træde ind i hulen, med sin kunai klar. indtil vidre havde hun været rigtig på den med sine handlinger. og hvad skulle de ellers gøre?

soidam smilte og fulgte efter sura ind i hulen ** huh det var aligevel ikke så svært men det gør bestemt ikke at vi skal være mindre opmærksomme faktisk mere der er støre chance for at det er en fælde nu** tænkte han men kunne dov ikke lade være med at være lidt lettet