Ved en lille skovsø

S: ved skovsøens bred
O:lange Siv og en mos beklædt skovbund, og så selvfølgelig en masse træer og buske. tæt ved er der en stig.
V:solskin
T: 14:03


Sura sad ved bredden af skovsøen. hun havde sin mundharmonika for munden, og melodien var som næsten hver gang hun satte den for munden, en dyster og mørk en af slagsen. hun havde en forlang hvid skjorte på, og på benene et par shorts, sorte. hendes hår var som sædvanligt busket og strittede i nakken, hun havde ikke sit pandebånd på.

// spørg hvis i vil joine //

Shinaku kom vandrende igennem solskinnet. Han havde for nyligt lavet eksamen og afleveret sine svar, nu måtte man så bare vente og se om man bestod så han kom en rang højere. Han gik lidt i sine egne tanker, da han pludselig hørte en mundharmonika spille, hvem kunne det dog være? Han fulgte lyden en stund, da han så at det var Sura der sad og spillede. Han mindedes stunden hvor de havde kæmpet imod hinadnen og de tanker han havde gjort sig, var det mon tid nu? Han besluttede sig for at det var lige så godt som noget andet tidspunkt og gik hen imod hende. "Hej" Mumlede han kort, da han var kommet inden for hørenlyd.

Sura hørte ikke Shinaku's mumlen, for en mærkelig trance aktig tilstand var kommet over hende, og det eneste hun sådan rigtig kunne forholde sig til var de dystre toner som hun pustede ud. faktisk, kunne man vel kalde tonerne hendes dystre tanker, som hun prøvede at få afløb for. Hvis Shinaku så hende i øjnene ville han have set et forladt blik, tomme og udtryksløse.

Shinaku hævede undrende et øjenbryn, men satte sig så ned ved siden af hende. Hun var åbenbart så fordybet i sine egne toner, at hun ikke lagde mærke til sine omgivelser, hvilket Shinaku nu ikke havde noget imod, så han lod hende blot fortsat spille uden at forstyrre hende. Hun var vel færdig tids nok.

Suras toner blev mørkere og mørkere, mere dystre og rallende. Hendes øjne blev spilet lettere op og et glimt kom i hendes øjne igen, en dyb glød som ulmede. Langsomt, begyndte tonerne så at stilne af igen, og til sidst standsede melodien brat, og efterlod en mærkelig stilhed. Sura's øjne stirrede ud over søen og lukkede så kort øjnene og åndede lettet ud.

Shinaku lagde mærke til den ændrede tonelje, men stoppede hende stadig ikke. Det lod til at hun mindedes noget dystert og nogle gange var det da også bedst ifølge ham. Da melodien endelig stoppede spurgte han roligt. "Er du færdig nu?"

Det gav et sæt i Sura, og hun vente sig hurtigt om mod Shinaku, med et nærmest skræmt udtryk. Da hun så det var ham åndede hun lettet op, og undrede sig kort over hvorfor hun var blevet så forskrækket. Hun bed sig let i læben, og svarede ham så " Jo, det er jeg vel.." hun lod begge hænder gide gennem håret, og tog så den ene hånd ned i søen og pjaskede vand i ansigtet. hun følte sig sløret i hovedet

Shinaku lagde sig på ryggen i græsset og stirrede op i himlen. "Forsvinder du tit ind i din egen verden, når du spiller?" Spurgte han en smule nysgerrigt.

Sura så kort på ham og nikkede så. Så tørrede hun ansigtet i det ene ærme " det sker temmelig tit.. Faktisk næsten altid. Jeg spiller normalt ikke så meget her for tiden forstår du, så når jeg gør det er der gerne en grund.." Hun så ud over søen og rystede let på hovedet. Shinaku måtte jo tro hun var skør. * nåh ja.. det er jeg vel også mere eller mindre* hørtes en tør stemme i hendes hoved.

Shinaku nikkede. "Hmm tror jeg kender det." Efter en kort stilhed begyndte han pludselig at fløjte. En rolig sorgmodig melodi flød gennem hans læber og en lille gul fugl der svævede over dem landede pludselig på hans skulder, alt imens den samtidig fløjtede samme tone som han.

Sura så overrasket op, hun havde ikke ventet forståelse fra hans side, men det glædede hende alligevel. Hun smilede svagt og betragtede fuglen som kom svævende og landede på Shinakus skulder. Hun kunne godt lide melodien, selvom den var sørgelig, og fik hende til at tænke på gamle minder. hun fugtede kort læberne. Hun ville gerne have nynnet med, men hun kendte ikke melodien.

Shinaku og den lille gule fugl fortsatte i en kort stund, og endte så deres fløjten. Shinaku nussede fuglen lidt på hovedet indtil den atter lettere og forsvandt højt op i luften, dog kunne man stadig se den som en lille cirkelflyvende prik. Shinaku vendte atter opmærksomheden imod Sura. "Minder kan af og til gøre ondt, også selvom dem man nu en gang har, ikke er særlig positive." Sagde han med et let skævt smil.

Sura nikkede kort, det havde han vel ret i " selv gode minder kan gøre ondt når man tænker på dem.." næsten sukkede hun, med et lidt sørgeligt smil om læben, og kastede et lille stykke af en gren ud i skovsøen. Så ændredes hendes smil sig, og hun så kort op i trækronerne da hun sagde " men egentlig er det vel dumt. Vi lære af vores fortid, så vi kan blive klogere i fremtiden. Det er meningen med at kunne huske sin fortid, nåh ja, og så at kunne huske hvem man er "

Shinaku nikkede tavst. Han havde selv tænkt over de ord og deres betydning, og han fandt det tættere og tættere på den sandhed hans ønskede at opnå. Han ønskede at glemme sin fortid, men vidste at han ikke ville kunne leve eller udvikle sig uden den. "Så sandt." Svarede han så.

Sura nikkede " man kan ikke leve i fortiden.. for så lever man ikke " sagde hun så, og smilede skævt da hun sagde det. Det var hendes fætter som havde skrevet det til hende som besvarelse på hendes første brev hjem. Der var hun endnu ikke faldet til ro her i byen, men savnede sit hjem som bare pokker. " jeg er i hvert fald glad for at jeg kom til joukai" sagde hun så og smilede skævt til Shinaku " på trods af alle de problemer jeg har haft og har" tilføjede hun så.

Shinaku nikkede endnu en gang. Det overraskede ham egentlig hvor enig han lige i øjeblikket var med Sura, han plejede at afsky tanken, men fandt det ikke så slemt lige i øjeblikket. "Livet er ikke altid lige nemt. Det er fyldt med udfordringer, som man skal overkomme."

Sura smilede skævt " for eksempel denne chunnin eksamen" sagde hun så og knyttede den ene næve foran sig " chunnin rangen er jeg ligeglad med, men jeg agter at gøre min by, og min klan ære, ved at give den hele armen" hun så beslutsom ud, så blev hendes ansigt kort mørkt " desuden har jeg en jeg gerne vil give et ordenligt lav tæsk" tilføjede hun, og tænkte på den dumme dreng fra kouseki.

Shinaku kiggede på Sura og smilte skævt. "Javel ja." Han selv havde ikke rigtig noget mål, han ønskede blot at blive en endnu bedre ninja, hans klan kunne han ikke være mere ligeglad med.

Sura så på Shinaku, og fik det indtryk at hun havde sagt noget forkert. en gammel samtale skød op i hovedet på hende, og hun skuttede sig let. det var jo rigtigt.. Shinaku var jo ikke så glad for sin klan. så kom hun i tanke om noget " faktisk spurgte han efter nogen fra denne by" sagde hun så, og iagttog Shinakus reaktion.

Dette vakte Shinakus interesse. "Virkelig? Hvordan så han ud?" Han prøvede at tænke **Kunne det have været...**

Sura tænkte sig om " Sort hår, grønne øjne. En selvglad idiot, hvis jeg må sige det. Øjnene var kolde, og han gik i den forvildelse at han kunne klare alle uden at røre en finger" hun så på Shinaku med et spændt udtryk, mon det havde været Shinaku han havde spurgt til? hun blev efterhånden mere og mere overbevist om dette, en mærkelig fornemmelse greb hende.

Shinaku tænkte sig lidt om. Det kunne godt lyde lidt som ham han havde mødt ved sin første mission, så han ledte altså efter ham? Det var alligevel gået ret stærkt. Shinaku havde ikke regnet med allerede at skulle møde ham igen, det så ud til at det alligevel kunne være interessant at deltage i Chuunin eksamen. Han kiggede på Sura "Jah han lyder som lidt af en idiot" sagde han ret neutralt.

Sura blev lidt skuffet, da det ikke lod til at Shinaku genkendte beskrivelsen.* Så var det nok ham den anden.. hvad han så end hed*. " det var han" sagde hun, for at skjule sin skuffelse, det gik dog ikke helt godt. Hun kløede sig irriteret i håret, som kom til at sidde endnu mere strittende efter dette. Hun kiggede rundt, hun vidste ikke hvordan hun skulle forsætte samtalen, og, uretfærdigt nok, blev hun lidt halv muggen på Shinaku, fordi hun havde taget fejl. Derfor viste hun ikke om hun overhoved havde lyst til at forsætte.

Shinaku smilte let. " Har du været ude på nogle missioner for nyligt?" Han havde ikke regnet med at smile hele tiden, og slet ikke at skulle starte et emne, men han følte sig ganske udmærket tilpas lige i øjeblikket.

Sura nikkede, men uddybede ikke for Shinaku. det fik hende til at føle sig lidt bedre tilpas at holde ham udenfor den viden. Egentlig mærkeligt at hun ikke havde været på mission med ham, når nu de var holdkammerater. Hun smilede skævt, holdkammerater? hun havde halvt lyst til at fnyse, halvt le. Sura rystede lidt på hovedet over sig selv, og så så kort på Shinaku. Men der var måske alligevel noget om det?